Here is an example of a text written in lib5, which later on opens without originally hypernation in lib6, Because it does not show like it is written originally. I have tried different ways to accomplish being able to send two different opened versions, but without success, for my, admittedly, limited cumputer-skills. I tried with two attachments in reply to your mail, just to see that it could'nt be a direct answer. That the text is i danish might make it impossible for you to know where the words are naturally separable? But empty space in the end of a line indicate, where a word-splitting otherwise 
might have been done. The text have been corrected after initially being written, so normal updating of lib5 happened along the way, so several versions were involved. The text is written on a Optiplex GX620 computer with a Linux Mint 18.3 system. The later opening in lib6 was on a Optiplex 780 with MX-18.  
                                                                                                                               27.001
15-07-08                                                                                                                 

Hvad er det så, der foregår her, hvor en ny måde at åbne på så har demonstreret sig, dog uden i øvrigt ”at præsentere sig nærmere”. Men denne gang er det som ”notepad”, dvs. er det, så i sig selv, som et, også kun, notat-tagens-program. På denne måde får jeg et direkte adgangskort, fra sådan at kunne afprøve ”en bær-bar computer”, via dens så startside. Men så får ja directeg heller ikke andet, i dette, så stort set i øvrigt, ubearbejdende, i den forstand at dette program ikke har nogen af de indikationer, der ”kan fortælle mig, hvor jeg befinder mig, strukturelt set”, hvad, ellers, ”indpasser mig i en eller anden så parameteragtigt omkringlagt og udfoldet førvedtagetheds-forstand”. Der er tale om en art geneksistentialisering, dvs. at teksten så at sige lige frem ”er nødt til at blive sig selv”, fordi den berøves alle de objektiverende målestokke, dvs. alle de muligheder for sammenlignende indgåen i noget andet, som vi, normalt, uegentliggør os via. I den så relative man-gel på kontekst er der så heller ikke tale om at nå frem til at kunne være sig selv, for det er ellers til stadighed forbundet med at være en indgåelse i en målestok og er således i en art indfatning. Nej nu er der lige frem tale om at være nødsaget til ”at måtte stole på impulserne i sig”, fordi det så er, hvad man ”har at gøre med”.

Struktur er en opståelse, når man så at sige vil udfolde sig i noget så supplerende, dvs. når man vil folde en bevidsthed ud i stof. Dermed fødes så et sæt tandem-be-greber, en tvillingeopfattelsesverden under et, så man så har en strukturel uterus omkring det "sig", som netop også kun får selvstændigheds-eksistens samtidigt. Begge disse, så interagerende og så også gensidigt definerende, elementer, findes kun, fordi de dér skiller sig ud, så, derved, fra ellers sammenhængende hele. Som arketype, dvs. som grundlæggende førstegangs-oplevelse, som det så kan ”relati-vitets-, dvs. alligevel indpasnings-, oversættes” er det dermed det tredje element og som sådan tvillingen i dyrekreds-enumerationen, der så også opretter dette så også ”anvendelighedsfakultet”. Det er i øvrigt så synonymt med ”felt-opfattelses-formen”. Dermed kan det siges at være ”eksistentiel opdagelse af det mentale", men som så snarere er ”en art opfindelse af det, der så finder sted igen og igen”.

Det er, så længe man er opslugt i disse, så opdeltheder, dvs. så længe man oplever ”objektiverende”, dvs. som "indfattelses-opslugt”, så ”mellem fra hinanden isole-ret opfattede poler", som det ord eller begreb så egentligt betyder, at man så også anskuer det som "lovmæssigheder" og sig selv som bestemt af allerede eksisteren.
                                                                                                                               27.002 

”Lovmæssigt” dækker så over ”det, som man opfatter sig som at være uden for egen påvirkningsmulighed af”. Det er så også et begreb, som kun giver mening, ja som kun findes, når man, så derfor, ”har ladet sig afledthedssuccessions-føde”, i øvrigt "strukturomsluttet så". I den forstand er ”resten af verden” tilsyneladen-de ”noget mekanisk og per egennatur noget hierarkisk”.Det betyder så "oversen-dende, så gældende, forholdelsesnormer". Det er så, uden at modtageren hverken forstår tilblivelsen af disse eller tror sig at kunne påvirke dem. Mennesker lever så refleksions-over-skygget og stof-indfattet, uden ”at have intakt kontakt bagom til oprindelig samlet bevidstheds opdelingstart” og så ellers også, til hvad opleves, som "hvad der var før", hvad også drejer sig om ”at være dér hvor altings kilde er”, når det beskriver kontrasterende opfattelses-tilstand, hvor alting interagerer.

Jeg oplevede det i går på Folkebiblioteket på Frederiksberg, hvor et nyt booking- og kontrolsystem for anvendelsen af deres computere toges i brug. "Det kommer oppe fra" blev kilden for dets igangsættelse beskrevet. Og kun enkelt var i stand til at glide med i en opfattelse, af at det kunne være udsprunget som led i overvå-gelsen, koblet til anti-terror-lovgivning. Dets praktiske raison d´etre kunne mak-simalt relateres til lokalt verserende ubalancer, som t. eks at man havde oplevet, at folk bare løb uden at betale for de udprintninger, som de havde foretaget, hvad man så nu modvirkede. For nu skulle alle åbne konto, inden de kunne ud-printe.

Når man, som t. ex. en Helle gjorde det i telefonsamtale med mig den l juli, ”sen-der reaktioner afsted mod en anden”, ja for den sags skyld så også derved sender domme, dvs. hvad så er ét-polært og ubearbejdet, er det en form for smitte. For man tvinger så modtageren til i stedet at måtte bearbejde denne ukoblethed, som der derved er tale om. Man forvalter ikke selv ”at være samadministreren”, dvs. at ville tage sig af den eksisterende koblethed, som alligevel verserer. Der er tale om så ensidigheds-bevægelse, dvs. om en form for kun ensrettethed, som så også kommer til at fungere som noget tvangs-forsøgende, dvs. som så styrende, fordi  kun tilpasning og egentligt underkastelse er mulig for ”modtageren”. Eller rette-re sagt gælder det foranstående, hvis man ikke, som netop "modtager", nøjer sig med ”at være en bodisatva”, dvs. hvis man ”ikke blot lader det passere igennem sig”, fordi man så ”kun vil beskæftige sig med det positive”. Nej hvis man så også har ambitioner om at ville inkludere det hele, må man selv også forholde sig med- processerende, dvs. aktivt medskabende. Sådan fungerer man ”mahavishnu’sk”.
                                                                                                                               27.003

Bodisatvaen forbereder en art  samopfattelses-helhedsindgåen - en ascension som det kaldes med et udtryk af lidt uheldig karakter, fordi det implicerer en art ”be-vægelse op til eller ind i”. For egentligt handler det om at være en al-genindgåen, så fra at man først har skilt sig og det ud. Man rummer så det hele, fordi man så også inkluderer det, som, i opdelings-kontekst, ellers fordømmes som "negativt."
Man kan sige det endnu stærkere, som at den isolerede ensidighed også ligefrem skaber dualiteten. Paradoksalt nok opretholdes den altså, når man udskiller sig, som når man, hæmningsløst, ”blot er et sig selv”. Det er så ikke i den primære, så helt udifferentierede, version, at enhed skal genoprettes. For det er kun et behov for det så først udskilte, så når det igen skal bringes i bevidst udvekslingsforhold til det, så alene derved, allerede forefindende, som det så har udskilt sig fra. Men lader man og det sig ikke genopsluge, etableres, i stedet, særlig ”himmeltilstand”, dvs. er der så tale om ”en klaren sig over” (modsat ”falden under”, i et så såkaldt ”helvede”, dvs. i så ”det modnegative”). Men det er, når man ”ikke selv varetager begge sider". Derfor er det stadigt, hvad er andetheds-omverdenen, der ligefrem tvinges til at skulle forekomme regulerende og inddæmmende. Det vil sige, at hel-heden så fremstår som at være noget, der så står i modsætningsforhold til én selv.

Når en Helle angiveligt ”ikke kan gøre det alene" får hun også, følgekonsekvent, ”objektiveret” dermed. Og på tilsvarende vis lykkes det hende også ”at reprodu-cere en tilsvarenhed i sproget”, så ”relativitets-bevidsthed kun” så ligefrem også medfører en ”fralæggen sig af, ellers nødvendig, subjektiv delagtighed”. Det ska-ber  så ”en selvopfyldende sig cirkularitet”. Det camoufleres så på en gang som og også via trossystemer, som enten lægges objektivt udenfor eller subjektiveres, som ”tro”, indenfor. Men egentligt er disse, så ”kun sammen og via hinanden ek-sisterende”, opdelinger af samme grundsubstans. For egentlig er der tale om, så både at højtideliggøre det og dermed så også sig selv, i en sådan version. For i det omfang, der ikke ligefrem er tale om ”midlertidig ufordøjelighed”, som kaldes ”chok” og ”traume”, dvs. om så ”en ophobning”, hvor man så ”kommer i uba-lance, i forhold til fordøjelses-kapaciteten”, er der altid tale om noget vælgeligt.

En Helle kan siges ”at fravælge”, dvs. ”at ikke ville give slip på énfoldighed og en evig barnerolle”. Det vil sige, at hun så ikke vil forsøge sig med at sam-opfatte og kunne vende delagtighedspolerne, så hun også kan anskue fra en anden relations-ende, af det, ellers så derved så også "ansvars-tagende", også ”enheds-spektrale”.
                                                                                                                               27.004 

Og det er på trods, af at hun har udstyret sig med karmabegreber og lignende så ”objektiverings-katedraliseringer”, som ellers i bedste fald så skulle kunne tjene som ”brobygnings-komponenter”, dvs. så som led i også påpegningen, af ”at der ikke kan findes relationer, som ikke også, altid samtidigt, er anskuelige fra begge sider”. Men det kræver, at man vil slutte et polært felt, dvs. ”vil indgå i det, som, negativt, ligger rundt om”, så modspejlende, hvad, set fra subjektiv, kun ét-pols-opfatten, ellers forekommer at være eneste, så positive, center. Andet ”omkring-værende” kaldes kun set sådan, for ”det negative”. Men det er samtidigt ”noget, som kun finder sted”, som set fra, samtidigt opretholdt, subjektivitets-udskilthed. 

Det ”objektive er sådan ”altid noget skabt”, som, paradoksalt nok, opretholdes nøjagtigt så længe, som man så ”viger tilbage” fra ”at ville føle”, hvad ellers også udtrykker selve koblingen. Man tror nemlig, at det er ”det negative”, som ”man skal føle”. Men dybest set er dette ”noget andet end én selv”, der så ”skal lukkes ind”. Det yderligere paradoksale er, at de så ønsker at have andre, der giver dem besked, samtidig med at de, som grundtilstand, ikke ønsker at høre på det. Så det er egentligt slet ikke muligt. Denne "besked" kan så højest blive til ”afgrænsning, som i virkeligheden er begrænsning”, i overensstemmelse med at de ”ikke vil be-grænse sig selv”. De vil, ja må, ønske at få besked fra andre, fordi de ikke ønsker at empatere med dem i sig selv. Det udtrykker, hvor begrænset de har udskilt sig.

16-7-2008

Om natten ser jeg Claus Bohms film om den svenske lyriker Gunnar Ekeløf igen, fordi jeg nu fatter, at jeg kan sætte undertekster på, om end de så er svenske. Og her synes "mystikeren" og "det mystiske" blot at være ”det enheds-fungerende”. Opfattet fra ”det dualiserende” må det tage sig ud, som at man formulerer, ellers modsatrettede, bevægelser "samtidigt". Det bliver til stadig semantisk under-op-deling, når man forsøger at tilnærme sig udefra, dvs. så selv ”i stadig opdelthed”. Det er så hvad selve det fraktale og søhestedalen og lignende stadigt reflekterende afbilleder, som det også til stadighed må opfattes i ”udefrakommende tilnærmel-sesform”, som er vilkåret, så længe man ”opretholder som udgangspunkt”, at der ”foreligger en opdeling”. Og så er det så, med Ekeløf, at ”noget mangler", som så  "må findes". Disse elementer er så deres egen så immanent logiske konsekvens af det opdelingskompleks, som de er sat ud i en samtidighedsopfattelsesverden som.
                                                                                                                               27.005

At Ekeløf angiveligt ”trossystems-selvstændiggør på et tidspunkt”, så som en art port-konstituerende særskiltheds-tilstand, som så ”kan skabe den transcendens”, som så egentligt blot er passage, at ”han ikke vil tjene", mod-relativitets-opfatte-ligheds-udtrykker så, at han ”ikke vil underkaste sig at være kastebold inden i et sådant opdelings-kompleks”. Denne portalisering, som så udgøres af en oplevelse af forbundethed, så både mellem de indgående port-elementer og så også i ham, i forhold til dem begge, kan så kaldes ”kærlighed”. Det er så udtryk for selve æte-ren eller for det helfelts-agtige og dets konsekvens, nemlig ”en eterisk substans”, som man derved kan sige så er skabt for og i opfattelsen, men også af opfattelsen. Men hans tilsyneladende fravælgelse af dette, ellers underkastende, ”enten-eller” kalder han, for at der, tilsyneladende i stedet, må etableres "kirurgisk knivs-fø-ren", hvor der så må skæres (så igennem opdelings-komplekset), fordi det ellers ”etablerer uhelbredelighed", dvs. så ikke fusionerer, som ellers samundfangelses-fornyelses-muligt. For "både-og´et" er så åbenbart ikke (jomfru)"født" endnu.

Begrebet Jomfruen må det stadigt dualiserende, det stadigt, via refleksion og så også via metaforik eller via symbolik, tilnærmende sig, så opfatte som ”noget til-stands-absoluteret”, dvs. så som ”den fuldendte balance", ”den perfekte renhed" eller, så i en ”sidste uendelighedsende”, som ”en ligefrem total intethed". Men alt dette udtrykker kun bortfaldet af refleksionen af fastholdelsen, dvs. af relationer i det dual-opdelte indfangelses-kompleks, om end fremstående via tilsyneladende mirageagtigt absoluteret modpol. Men det er her, at man "kan glide igennem", så som igennem en timeglassets nulpunktsgøren sig, som en egentligt blot slippen og  sådan ”renonceren af at forsøge at fortsætte i gamle fissions-paradigmes måder”. Det "opstår", når man ”ophører med at forsøge at sætte noget igennem, via den tvang”, som så ”er uløseligt forbundet med selve udefra-kommenhedens væsen”. 

Først her er der så tale, om at enhver undfangelse så er samundfangelsens bliven til uden så at have ellers selvopslugende interne modsætninger. For karakteren af alt det, der så udspringere af det, som man i ”den gamle dualt tvingende verden” kun kunne modopfatte som "helet", ”gud” eller så også som "det ubesmittede", dér hvor der ikke var medtaget allerede aflejrede så dual-virkende programmer, der så stadigt virkede internt, kaldtes så "jomfruen". Men kvalitativt anskuet er det egentligt blot et udtryk for enhver sammenhængende undfangelse, som så er "fødsel indefra", som så ikke er defineret "via og som refleksion af en struktur”.
                                                                                                                               27.006 

I den forstand er der heller ikke mere tale om ”samundfangen” men om ”enhed”. Kunsten er så, at man kan neutralisere dette ellers ”nogetheds-objektiverings-be-greb” også. Det er så heller ikke mere en virkelighed, der ellers også fortsat bare succssiverer, som afløsning af en anden, hvad så også ”bare fører tilbage i den så gamle enten-eller-verden”, hvor opfattelserne ”måtte kæmpe om samme plads”, men så netop som opfattelses-modsateder. Men efter at man har "krydset en så komplementerende overgangs-tilstand", som så også blot er ”noget relativitets-bro-etablerende”, ”en etableringsfase”, må man ”helt slippe”, for at kunne på en gang samopfatte og hel-matricerings-emergere, for ”selv at være det integrative”.

Denne så også direktheds-en-en-forholdelse, der så kommer til, fordi alt det for-rige så fungerer som selvfølgeligheds-accepterede integrerede kredse, i imellem og i alle de hidtidigt indbyrdes kæmpende partialiseringer, kan siges i filmen at være illustreret af ”de roterende dervisher”. Men de repræsenterer nu så også deres eget paradoks eller måske ligefrem ”problem”, da også de per definition er ”tjenende”, dvs. så i en opretholdt formåls-tjenende afledthedsdefinitionstilstand. Derved er de, som udtryk, også en arketype, hvad så er noget, som betyder ”ren-dyrkelse af det så givne aspekt”. De er så absoluterede som ”jomfruen” og er så nødt til, til stadighed, at opretholde ritualisering, som er en art metafysikaliseren-de ”holden sig oppe i en overtilstand”, som et så også stadigt afledthedens væsen i sig selv. Og dermed er også de snarere led i, så stadigt udenomfungerede, ”struk-turdannelse”. De er så stadig i relativitetsdualistisk livmoderindfattelses-tilstand, snarere end i modsætnings-udtømmende slippen og laden sig føde som barn igen. 

Så længe man, som udgangspunktet i filmen beskriver det, opererer i forhold til de ”arkimedespunkts-forestillinger”, som så har døden som sit rendyrkede abso-luterede udtryk, etablerer man fortløbende de opdelings-begreber, de parametre så, som man så ”kan løbe mentaliseringsindfanget rundt i”, fordi der så etableres ”kategori-labyrinter”. Og dermed er man i livs-substans, som er ”det dualiserede selv”. Det kræver så, at man ”jomfrueliggør sig”, som så betyder ”nulstiller sig”, ved at give slip, så ”i al enkeltheds-nu-og-her-tilværelsen” kan komme, så ubrudt til, i ens opmærksomhed. Så er det, med Ekeløf, at man ”kan komme ud af rus”, som alt det er, som så ”ikke er én selv”. Og så er det, at man kan etablere, hvad Horace Engdahl i filmen kalder, ”at kunne forandre det allerede gjorte”, dvs. så  opfatte reversibelt og i den helspektralitet, som vi så også kan kalde ”kærlighed”.
                                                                                                                               27.007

For så først kan vi nedbryde den i en vis forstand "endelige dualitet", dvs. også forsøge at gennemskue, hvad det er, som etablerer det dualiserende som sådan, som det, i det mindste jævnfør filmens afslutning, er tvivlsomt om Ekeløf gjorde det. For han opererer her med en rolle som det blotte vidne, der så, i den dermed også indbyggede duallogik, medfastholder i den mystiske særskilthed, som dér, så modsvarende, bundet komplementerende, så også dualpartnerskabs-etablerende, synes at fastholde ham i kun at kunne forblive at være udenforstående betragter. For det tilføjes også, at ”alt, hvad han har skrevet”, så ”i en vis forstand kun står mellem linierne”.  I samme forstand formulerer han så også ”selve udefra-frakta-liteten” eller en ”til-nærmelsens pris”, som altid må betales, så også af ham, fordi også han er havnet i, samtidigt indirektheds-opretholdt, delvisheds-udenforskab. 

Undervejs slår det mig, at også han har den ”snert af det gammeldagse”, som så både er en søgen efter absoluterede forholdelsesopfattelser, den endelige løsning, men så også er at være en art budskabs-pushende prædikant af dem så. Også han falder dermed for illusionen om "modsat-objektiveringens begrænsning", af det rent skabende verdensetablerende, og så for en art lukket opfattelse, af at der så ”trods alt hersker nogle ubearbejdelige betingelser”, som i sidste ende er eksem-plificeret af døden. Dermed gøres livet så også til et delvist skygge-fænomen, dvs.  til, under alle forhold, ”at være noget betinget”. Og sådan er livet gjort synonymt med ”formens liv” og er dermed blevet opfattelses-bundet til det udskilt partielle. Og dermed er der så også blevet tale om at mod-udfolde, en slags, så erstattende, ”karaktergivning til en allerede eksisterende verden”, dér hvor man også har ob-jektiveringsdeponeret, at man både selv har været skaber af den og at man også kan forandre den. Og så er der i en vis forstand også etableret ”en art arketype-roteren”, så nok "i kærlighed", men, så stadig, ”omkring noget fastholdt”. Dette fastholdende vil typisk stadigt tage sig ud som ”noget absolut”, men så det kun er perceptionsbart som noget modreflekteret. For det kan det kun være som reflek-sion. Og en sådan er, når der er et individ og perceptions-begrænsningsdefineret sanseapparat indblandet, altid en projektion. ”Det absoluterede center” er i den forstand så stadig en refleksion af ens, så samtidigt fastholdte, fremkaldte, eget.

I forlængelse af det forrige handler det om at slippe, ellers understøttende og kor-rektiv, bevidsthed, der, via stadig immanent behov for reference, arkimedespunkt og kontrast,så er fastholder, af at livet opfattes som betinget og kærlighedsfattigt.
                                                                                                                               27.008                                                                                                                                                                                       

At betragte livet som ubegrænset og dermed betingelsesløst er uløseligt knyttet til så igen ”at overgive sig helt”. Helet er så, at man slipper det udenforlagte fasthol-dende eller indvendigt aflejrede af tilsvarende karakter og, så først sådan, bliver, eller snarere, er ”noget i sig selv hvilende” og derved så også er ”noget helt”. For det etablerer så også en opslugelse, af så ”hvad er”, som man kan kalde ubegræn-sethed og dermed også evighed. Også en Ekeløf havde”sine aksiomer”, sine så be-vidst eller ubevidst styrende dagsordener, som han så fastholdt at leve i en opde-lingsskygge i forhold til. Og dermed gestalterede også han også en art skæbnetil-stands-udlevelse. Også han lod sig indfange i, så ”dual-fastholdende”, opslugelser, som så fastholdt ham i det opfattelses-opdelingshierarki, som han så skrev ud fra og i forhold til, uden at disse to, så anskuelses-måder, heller kan selvstændigheds-hver-for-sig-opfattes, men også kun eksisterer i definerende forhold til hinanden.

Det sidste udtrykker, at der i virkeligheden er tale om dagsordener, i hver eneste kategori-dannelses-opdeling, underopdelings-modkomplementeret som dømmen. Og det er, hvad enten de eksisterer som risidual, dvs. som en overlevering fra før, eller om de har at gøre med at ville noget bestemt fremover, hvad også er udtryk for to komplementerende sider af samme sag. Og jævnfør førbeskrevne duallogik findes, disse rum- og tids-parameter-udfoldelser, kun ”samtidigheds-komplekst”, dvs. via hinanden, dvs. så heller ikke som noget, der eksisterer under alle forhold, dvs. som en ”objektiveret styrende uomgængelighed”. Når det er "noget skabt" er det også "noget forandreligt". Med det på plads kan man, i faktisk væren, som man altid er i under alle omstændigheder, altid reproducere selve den fundamen-tale opfattelsesopdeling, fordi det fungerer som et væsen, som man befinder sig i. 

Så er der tale om, i al neutralitet, ”at kunne aflæse for pålydende”, hvad man så kan kalde ”information”, så uden at blive indfanget af en (før)given adfærd. ”Det tilbageintegrerende” ændrer ikke på selve registreringen, dvs. hverken fornægter eller indfarver visse dele af den. For ellers er det, at ”dødsforestillinger” er lige så logisk tilknyttet, dvs. at de er komplementerende. Men det er også kun udtryk for døden af den særskilthed, som vi kalder ”form”, når den opfattelsesindfanger os, med så stof-indkapslings-konsekvenser. Men det er kun ”en bestræbelse”, uanset om den forklæder sig som fortidsbestemt nødvendighed eller som fremtidsønsket forestilling, der på den måde "kan bryde sammen", som det "at dø" så egentligt ”blot” handler om at være. Lader man det ”være sig selv” er det også ”én selv”.
                                                                                                                               27.009 

Og det betyder, at man også altid er hel, dvs. kan foretage den fornyende vælgen, som så er den skaben, som man, så hele tiden, er ”intakt til at kunne iværksætte”.

Men også det "dødelige", dvs. "det” tilsyneladende "betingede" kan ”opfattes li-ge for”, dvs. ”kan tages for pålydende”, hvorved man ”får det værdiladnings-be-friet” og i så al neutralitet også kan opfatte det som valgt, hvorved man så netop også kan respektere det, dvs., uanfægtende det, lægge det umiddelbart til grund. For der er så ikke noget andet, som man synes er vigtigt nok, til at man under al-le omstændigheder skal gøre det. Ja man kan så også nøjes med ellers blot relativ eksistens, som det så er at sammenligne sig. Det er noget, som man gør, når man så konkurrerer. Og det handler så altid, om at noget, i det eksisterende, så gør det med noget andet. ”Begge så elementer” eksisterer så også som ”partialiserethed”, hvad man så kan tro, at skabelse også er i bredeste almindelighed. Men man kan så altid slippe og så igen være i opslugelsesudelthed, uden at måtte være overbyg-nings-, næsten katedralsk opførende, ”beskyttende sig trossystems-alibisererende sig”. Heller ikke en Ekeløf skulle så ”have udrettet noget”, som så ”kunne få ham til at opgive en blot betragten og forbliven”, i en eller anden grad af ”rus-ophøjet udenforståenhed”, som i mange hierarkiske kontekster også er forvekslelig med ”følelse af ophøjethed”, en ophøjethed som man så også ”kan lade sig forfordele via”. I den overførte forstand betyder det, at man så kan lave ”bedømmelsesfrys-ninger”, som man kan etablerer de værdi-overordnelses platforme via, som man  tilsyneladende kan udfolde autoriteten fra, men som, under alle forhold, fasthol-der én i ”gamle herskende orden”, som så tvingende, som enhver (be)dømmen er.

Men den lige så selvopfyldende konsekvens af det sidste er så, fordi alt egentligt kun kan væsensreproducere sig selv, at man er afhængig af en dual befrugtelses-form for overhovedet at kunne videre-fungere. Man selvstændiggør til eksempel derfor ”en konkurrenceverden”, der så bliver en øvelse i det, som jeg kalder "det uegentlige", om end der selvfølgelig også, så implicit, foreligger et aksiom, dvs. så både en dagsorden og den målestok en sådan også opretter i det. Men det kan så kun foregå som en samlet underopdelings-kompleks-dannelse, fordi hvert af pol-parrene så ”kun kan undfanges sammen”. I den forstand er t. eks ”konkurrence-samfundet” en indfangelse i en given selv-reproducerende opfattelseslomme, dvs. så i en given svingning, imellem to så tilsyneladende yderpoler, som så begge kun findes via hinanden, som eksklusiv, dvs. udelukkende og begrænsende, dannelse. 
                                                                                                                               27.010 Det sætter så den ivejenværenhed, den så filtrerende udskillelse, i værk, hvor alt er blot relative bevægelser, uden at der finder nogen tilføjelse dvs. nogen skaben, sted. Der er så tale om kun at udgå fra en "skjult" kerne-udfoldelse, som relativt modkonstituerer dette væsen samlet, hvad i mod-relativt sidste ende konstituerer, at der så altid må være tale om "en modgud”, bogstaveligheds-gestalterings- eller princip-generelliserings-opfattet, dvs. en samlende kerneintenderende faktor bag enhver universskabelse og så opretholdelse. Det er også som motor, dvs. som det igangsatte og drivende program-prægede, bag hvert fysisk kædeudspillelses-rum, som der så er tale om. Men dette program-gennemspillende ”ydre rum” konstitu-erer altid ”bare” en art stofligt spejlkabinet, dvs. er ”refleksionsfilm af iværksæt-tende centrum”, som programkoden selv uanset størrelsesordenen der opereres i.

Og så er det, at man får alle afledthedens konsekvenser spredt overalt. Så er det, at selve det eteriske, dvs. det substantielle klister, det fysiske stof, som vi så både forestillings-indfattes i og dannes af, gør, at vi de facto deler os op, i ”de få iværk-sættere", kernehensigts-tilvejbringerne, og ”de mange aftagere”, der så er stedt i de så deraf blot afledte normer. De handler alle egentligt om, at vi så til stadighed lader os nøje med at (be)dømme det, som vi så tilsyneladende ikke selv er skabel-sesdelagtige i, men kun passive aftagere af. Vores eneste ”forholdelses-mulighed” er så tilsyneladende kun denne væren, i så spekulativ mental selvstændiggørelse i forhold til de "centre", udenfor os, der "får lov" til at repræsenterer det skaben-de i vores tilværelse. Men i den sidste ende af ”udfoldelsen af denne duale grund-kulturtilstand”, som vi nu, angiveligt, befinder os i, opdager vi så, at delegeringen til ”gud”, ”regeringen”, men også til alle ”hierarkiserende normdannelsesinstitu-tioner i øvrigt”, bogstaveligt, såvel som værdi-opfattelses-mæssigt, så i sig selv er, hvad der opretholder en dual tankefigurs-grundform. For det er så også kun no-get, som vi igen kan afvikle, som så betyder enten fusionere eller slippe, ved at vi  først bliver bevidste om det, via at ville føle-rumme, to-polært, i bredeste væsens-forstand, ”samtidigt” i os, hvad så konstituerer at ”bevidstheds-lyset” så tændes. 

For ellers er det, at dualiseringen både ”selvopretholdende” og ”selvbekræftende sig” illusionerer os så meget, at vi lige frem virksomheds-bekræftelses-, ja så også nærings-tilflydelses-opretholder den. For det gør vi så ved selv at forsøge enten at hævde os i disse kunstigheder, disse hierarkier, dvs. ved at lade os opsluge af alle ”relativitets-placerings-kampene” og de blot relative bevægelser, som så er, hvad opslugelses-konstituerer, eller ved at indgå i illusion om superforholdelsesformler.
                                                                                                                                27.011 

Denne så kun ”beherskelsesbestræbelses-, hver-for-sig-opslugelses-, virksomhed” eksisterer så også kun som ”jeg-defineren os” og så også som vores, derfor mod-komplementerende, ”formål” og ”meningen med tilværelsen”. Og det er så, hvad enten vi stræber efter at være producenter og leverandører af dem eller ”nøjes med blot at være afledtheds-fungerede forbrugere”, af hvad ”tilsyneladende også kun er er andet” og ”de andres”. Men sidstnævnte kan i en sidste ende højst bli-ve et udtryk for en, så alene derved given, ”absolutering”, som dermed så både konstituerer, men så også virker, udsyns-afgrænsende, som så også både "et Eke-løf’sk dødpunkt", men også som en begivenheds-horisiont. For enhver version af denne så tilsyneladende ”endelige løsning”, selvom den så også kun kan være det som, tilsyneladende ufrivilligheds-påført, mange-livs-indgående så, ”forløsning” er så, selv i sine også tilsyneladende uønskede udgaver, altid udtryk for ”bunden rotation”. For illusion om finalitet, som det så udtrykker, hersker så som tilsyne-ladende ledestjerne. Men det fungerer så som udtryk for projektion af partialitet, som så på tidspunkt ”løber tør for mod-opretholdelses-næring” og derfor så dør.

Uanset hvor og hvordan man placerer sig, i hvad dér sådan ligefuldt til stadighed medvirker, til en, fortsat konsekvens-udløsende, ”dannelse”, uanset hvor ”betrag-ter-neutraliseret”, som man også prøver at forblive ”kun”usikkerheds-relations-opfattende” i, indgår man også, altid og under alle omstændigheder, i ”struktur- kompleksitet” og dermed i en ”udenom-uegentlighed”. Heller ikke Ekeløfs ”over-listelsesforsøg”, med stadigt mere minutiøse og så fraktaltilnærmende semantiske komplementariteter kan ”overkommelsesklare dette”, men skubber det foran sig. 

For selve det indefrasammenhængende, det så jomfrufødte, kan så aldrig blive til som en, så udefra-forsøgende og dermed seksuel, indtrængen, uanset hvor ønsket og manglet det end er. Den såkaldte ”transcendente magt”, uanset om det altså er ”en gud”, ”regeringen” eller blot de andre i bred almindelighed, er selv ”oprettet konsekvens”, i det omfang vi ikke selv skaber det, dvs. ellers også opfatter os som en, først sådan, integral forudsætning. Alle ”ydre reguleringer og magt-institutio-nelle arrangementer, i bred almindelighed” er det som ”et resultat af vores egen væren”, dvs. fordi og når vi ikke lader os gen-indgå i den helhed, der, så naturligt hele tiden alligevel og allerede, jomfrufødselsudfolder sig. Vi kan ikke "nå frem", men ”slippe og opgive at holde os uden for”, dvs. opgive at insistere på en partiel  jeg-udskilthed, som også altid er noget, som vi selv ligefuldt står bag skabelsen af.
                                                                                                                               27.012
17 – 7 – 08

Heller ikke "genindgåelse" behøver at blive opfattet som noget selvstændiggjort, dvs. som en bevægelse, der så fører hen imod en indfrielse eller en opnåelse. For så er der tale om ”præstation” og så stadig om noget, der så ”udspiller sig mellem adskiltheder”, hvorfor også det så er en dualisering. Nej genindgåelse er det, som jeg hele tiden har kaldt ”at forholde sig hjerte-inkluderende”. Men også det ord skal man så ”lade sig opsluge af”, dvs. at man så også skal ”blive det selv”, som så betyder, at man også lader sig inkludere i det. Ja i sig selv er det så, hvad både ophæver den udskilthed, der skaber dualiteten og dermed også forestillingen om både at kunne beherske og også at kunne bevæge sig imellem, hvad i sidstnævn-te fald er ensbetydende med at være ”blandings-formen”, som vi kalder ”elektro-magnetisme”, så som tilstands-selvstændiggjort, energetisk, bevægelsesfænomen.

I samme logik er så heller ikke jomfrufødsel en slags tilstandsopnåelse. Nej det er så ”væsen”, som så er ensbetydende, med at det er en ”væren”, så i den forstand at det ”realiseres”, ikke når man ”praktiserer det”, men når man ”er det”. Det så ”opstår”, når man så at sige ”jeg-slipper” og derved ”lader sig selv indgå”. Og så er der tale om en de facto undfangen, både sammen med og i faktisk verseren. At man ”er modsætnings-fri, inden i sig”, er så heller ikke ”noget selvstændigheds-eksisterings-registrerbart”, ellers fortsat forskydende, dvs. er heller ikke et ”op-nåeligheds-resultat”, så af at man ”først går igennem fusionsproces”. Nej det er  blot en, så set fra det forrige, "immanent", konsekvens, så af at man netop ”ikke filtrerer, sorterer ellers på anden vis fastholder programmer”, som også i sig selv ellers er det forskels-etablerende. Så er det ikke ”sig” eller heller ”et noget”, som ”jomfrufødes”.  For det ville altså reproducere opdelingssuccessiviteten, der også altid er et dualt konsekvensmønster. Nej nu sam-udspringer det næste, så fra alle de ”elementer”, som ”de facto får lov" til ”at kunne så intuitionstilkendegivelses-samvirke her og nu”, som så egentlig uendelighed, det i sig selv aldrig stoppende.

Den form for umiddelbarhedsopfatten er så mystificeret for det bagtanke-styrede og dermed, konstant dualiserende, ”afslørings-søgende (bemærk ordets mod-an-knytten til slørdannelsen så) menneske”, at vi må have en særlig benævnelse for det fakultet. Det kalder vi ”intuition”. Og når det skal mod-opfattes, i vores eget billede, må den form for "forholdelsesangivelses-impulser", som vi allerede over-sættende begynder at fordreje det og opfatte det som,tillægges”modgestaltering”.
                                                                                                                               27.013

Kan vi lide retningsangivelserne, den "guiden", som vi, så tilsvarende duallogisk, kalder det, opfatter vi det som noget guddommeligt, hvorimod det modsat-lades i vores opfattelse, når det er, hvad modsvarer ”egne reaktionsmønstre af den art”.

Men i al neutralitet synes alt det forrige, så også her og altså dermed som væsen, så også "i sig selv", at kunne opfattes som ”resultatet af overkompression”. Eller rettere sagt kan man sige, at noget forgrundsophober sig, så ivejenværende, både når man holder fast i det, eller måske snarere på noget i forhold til det, eller man manipulerer med det, fordi man vil have, at det skal anvendes til noget bestemt. I den forstand skaber man også behovet, for at der ”modopstår”, hvad man, så an-skuet selvstændiggjort afsnøret, kalder ”behov for jomfrufødsel”. Men egentligt betyder ordet, så i al sin alenestående enkelthed "udtømmelse" (altså som behov, dvs. som set fra at der ikke er det). I den forstand er det så det nulstillingsbegreb, som etablerer overgang til "det ukendte", hvorved noget nyt kan få en chance for at komme til som selvstændigt "sig", hvis anderledeshed som man så er helt åben for oplevelsen af, uden at man slører det med gamle, dualiserende, dags-ordener.

Vi opretter sproglige benævnelser, som så fungerer som opfattelseskasseindfattel-ser. Men det bliver først og kun problematisk, når ”det autonomiserer sig for os”, hvad den såkaldte objektivering eller ligefrem trossystemgørelse så er udtryk for. I øvrigt er de to benævnelses-elementer her også bare aspektuelle nuanceringer, i forhold til hinanden, og er dermed så også den ”det-samme-hed”, der, fra at være noget kun centralt forekommende og dermed låsende, i så ”udenom-struktur-mo-delgørelse” så også kan parameter-komplementerings-samopfattes med, via mod-absoluterings kvantetilstandsgørelse og dermed igen blive forenetheds-væsen, så ”overalt”, som vi atter kan enheds-samklangsopfatte via og i, som samfunktions-opdelingsløshed. Ved enhver form for (fedme)ophobning, af det så processerings-efterslæbstilkendegivende, er det ”flowgørelse”, der er perfekt og så umiddelbart virkende ”slankekur”. Og det gælder så også for ”mental fedme”, dvs. for alle de meninger, som så kan anskues, som led i en slags allergi. For hver gang man ikke kan rumme alt det indgående under et, så det, derved i frit flow, selvtilkendegiver sig, men noget i stedet slår ud og sætter sig så et-polsgørende fast, er der tale om en art svulst, hvor noget ”søger næring til selvbekræftelsesopretholdelse i stedet”.

Jesper Friborg





















































































































































3





10





11





10

Dear Jesper Friborg,

This bug has been in NEEDINFO status with no change for at least
6 months. Please provide the requested information as soon as
possible and mark the bug as UNCONFIRMED. Due to regular bug
tracker maintenance, if the bug is still in NEEDINFO status with
no change in 30 days the QA team will close the bug as INSUFFICIENTDATA
due to lack of needed information.

For more information about our NEEDINFO policy please read the
wiki located here:
https://wiki.documentfoundation.org/QA/Bugzilla/Fields/Status/NEEDINFO

If you have already provided the requested information, please
mark the bug as UNCONFIRMED so that the QA team knows that the
bug is ready to be confirmed.
 
Thank you for helping us make LibreOffice even better for everyone!

Warm Regards,
QA Team

MassPing-NeedInfo-Ping